Om Frederikssund Erhverv
Frederikssund Erhverv (FE) er en organisation for erhverv og turisme i Frederikssund Kommune. FE yder erhvervsservice, rådgivning og arrangerer konferencer samt seminarer for erhvervslivet og turismeaktører. Samtidig er FE erhvervslivets talerør over for de beslutningstagere, der har indflydelse på erhvervslivets rammevilkår.
I 2007 blev Frederikssund Erhverv etableret med en valgt bestyrelse og et sekretariat. Bestyrelsen består af 9 virksomhedsledere, hvoraf 2 er suppleanter. Hertil kommer 2 medlemmer af kommunalbestyrelsen. FE er således en selvstændig enhed uafhængig af den kommunale administration, og den daglige ledelse hos FE er udelukkende ansvarlig overfor den valgte bestyrelse for FE.
Frederikssund Erhverv finansieres af et kommunalt bidrag, der forhandles årligt i form af en resultatkontrakt. Samtidig rejser FE en stor del af finansieringen i form af kontingentindtægter fra medlemsvirksomhederne. Yderligere kan FE rejse finansiering ved gennemførsel af projekter samt salg i turistbureauet mv.
Selvom Frederikssund Erhverv er en selvstændig enhed, er der en gensidig forventning om et tæt samarbejde mellem hele den kommunale forvaltning og FE. Et samarbejde der skal gøre Frederikssund til et sted, hvor erhvervslivet mødes med en hvordan kan vi hjælpe-dig attitude, og et samarbejde der skal bidrage til en markant profilering af Frederikssund regionalt såvel som nationalt.








